Dust:Evolution Kickstarter Video
Da amerikanske PixelWarps Studio skulle have lavet en Kickstarter video for deres kommende spil, Dust:Evolution, tog de fat i wireframed for at få produceret 3D animationer og textures. De to virksomheder har tidligere haft et tæt samarbejde om projekter indenfor 3D og animation.
I alt var der tale om 2-3 minutters 3D materiale til en længere video, hvortil der kom en del mindre animationer og still-billeder til promovering, teasers, gameplay mockup og meget mere.
Dust:Evolution
Dust:Evolution er baseret på det populære Dust spil udviklet af Paolo Parente. Det foregår i en alternativ virkelighed hvor 2. Verdenskrig ikke gik helt som i vores verden.
Der er 3 faktioner, der groft set er de Allierede, Axis samt Sino-Rusland, som dækker store dele af Asien. Udover de almindelige tanks, fly og soldater, er der i dette univers mekaniserede robotter, mechs, som giver spillet en sci-fi vinkel.
Det oprindelige brætspil er meget taktisk, og minder om spil som Warhammer Fantasy Battle og andre tabletop strategispil. Dust:Evolution er tænkt som den ultimative taktiske simulator, hvor man har samme muligheder og begræsninger som en hærleder på slagmarken.
Ikke problemer – udfordringer
wireframed fik leveret 3D modeller, der er blevet brugt til at lave støbeformene til spillets figurer. Disse skulle danne grundlag for mange af animationerne i Kickstarter videoen. Modellerne var ekstremt detaljerede, men ikke beregnet til texturing og animation, hvilket præsenterede nogle udfordringer i forhold til at lave overflader på modellerne. Dermed havde vi ikke mulighed for at lave helt så lækre og detaljerede overflader som vi havde ønsket, og måtte gå lidt på kompromis i denne version af videoen.
Modellerne ville skulle modelleres påny til selve spillet, og her ville der kunne laves langt mere detaljerede og lækre overflader.
Alt i alt medførte det en noget mere tidskrævende proces end vi oprindeligt havde forventet. Som man siger, ingen slagplan overlever mødet med fjenden.
Det endelige resultat er et interessant mix af live-action, 3D- og 2D-overlays, udformet i et tæt samarbejde mellem PixelWarps og wireframed. Ovenfor kan både ses nogle af de enkelte sekvenser wireframed har leveret, samt den samlede Kickstarter video.
For nørderne
Der var flere interessante udfordringer ved projektet, blandt andet at der skulle genereres et arktisk landskab og laves pyrotekniske animationer såsom flammekastere og eksplosioner.
Landskabet blev genereret i fuld 3D via et program kaldet Terragen, der bruges til at lave fotorealistiske landskaber til mange forskellige formål, blandt andet film, TV og reklame. Det var ikke noget vi havde erfaring med før projektet, så det blev et crash-course i fraktal generation af shaders til skyer, bjerg formationer, sne-aflejring og andet. Terragen har en forholdsvis høj læringskurve når man har et specifikt resultat i sinde, men der findes mange gode ressourcer og forummer med hints og hjælp. Terragen har sin egen renderings-engine, hvilket gjorde at landskab, effekter og animationer blev renderet hver for sig, og senere kompositeret sammen i After Effects.
De pyrotekniske animationer blev lavet via FumeFX, en fantastisk plugin der kan generere realistisk ild, røg og eksplosioner. Effekterne designes ved input af fysiske parametre som “antændelsestemperatur”, “brændhastighed”, “røgudvikling”, “varmeudvikling”, “opdrift” og meget andet. Det er ligeledes et program med meget høj indlæringskurve, da alle parametre påvirker hinanden. (Som eksempel vil højere varmeudvikling øge opdrift, men opdrift kan også separat justeres – højere varmeudvikling kommer af større brændhastighed, men det påvirker hvor hurtigt brændstoffet forsvinder, og så videre).
Tal på projektet
- 300GB data fra FumeFX
- 6100 cpu-timers rendering samlet*
- 2800 frames animation, eller ca. 1160 sekunder
*) 1 cpu-time = 1 times rendering på én kerne på en 3.4GHz i7 CPU
Læs mere om PixelWarps Studios.